Kontakt: 23473747

Samtaler med par

Alle par oplever kriser. En del så voldsomme, at de har brug for hjælp udefra til at takle problemerne. Lige så forelsket man kan være i et andet menneske, lige så såret og vred kan man blive på den selvsamme person.

Det som i forelskelsens øjeblik var charmerende, har med tiden en tendens til at blive en kilde til irritation. Når hverdagen melder sig, og man lærer hinanden at kende på godt- og mindre godt! er det vigtigt at nære den forelskelsens glød, som gerne skulle blive til trofast kærlighed.

Hyppige årsager til problemer er at man ikke tager tid til at lytte til- og forstå hinandens behov. Vi mennesker er meget forskellige. At forstå den andens kærlighedssprog- d.v.s. hvad er det der fylder min ”kærlighedsbeholder” op- er helt grundlæggende for at bevare den gode og sunde relation.

Ofte har vi så travlt, og tager ikke den nødvendige tid til at tale sammen om tingene. Når vi endelig taler sammen, bliver det tit til anklager mod hinanden: ”Du gør altid..” eller ”Du siger aldrig…”.  Mønsteret bliver let til en relationel ”dødsspiral”, hvor vi sårer hinanden om og om igen.

Og når vi bliver såret, har vi en indbygget tendens til at bygge mure af forsvar op, med det resultat at vi oplever at stå og råbe hen over hinandens mure. Afstanden bliver større og større og kærligheden mindre.

MEN! I virkeligheden skal der ikke altid så meget hjælp til!!  Det er ofte små sten i skoen som generer; men hvis ikke vi gør noget ved det, ja så ender det med at vi ”tager vores gode tøj” og går hver til sit. Sådan behøver det ikke at ende.

Som parterapeut er jeg forvisset om, og har erfaring med, at I kan genfinde og opdage sider af hinanden, som kan give jer et nyt perspektiv på det som er blevet fastlåst.

At gå til samtaler som par, kan være noget af det vigtigste I gør, hvis I vil nære den kærlighed som kan give jer et langt og udviklende samliv, til glæde for jer selv, jeres familie og omgangskreds.

Min opgave er blandt andet at skubbe jer ud af dårlige mønstre, så I genopdager det ”elskværdige” som I engang forelskede jer I. Sammen vil I kunne gå på opdagelse, og undervejs opdage nye måder at forholde jer til hinanden på.

Vejen til genoprettelse går gennem at se, høre og møde- og blive mødt- af sin partner.

Håber I vil give jer selv- og kærligheden de optimale betingelser!!

» Tilbage til forsiden